Afmagt
To gange i den alt for lange tid, jeg var pĂĄ kontanthjælp, havde jeg den “fornøjelse” at mĂĄtte kassere alt, hvad der lĂĄ i min fryser. Budgettet var sĂĄ stramt, at den mindste, uforudsigelige udgift væltede det, og nĂĄr valget efterfølgende stod mellem huslejen og elregningen, var det faktisk ikke sĂĄ svært.
- Hov! Troede du, at kommunen hjalp i sĂĄdanne tilfælde – om ikke andet mod tilbagebetaling? SĂĄ kan du godt tro om igen. NĂĄr der var rĂĄd til regningerne, levede jeg som ufrivillig bistandsklient med den konstante angst for, at køleskab eller fryser skulle bryde sammen, for jeg havde simpelthen ikke mulighed for at købe noget andet. Der er intet at lægge til side af – og lĂĄne kan jo kun de, der faktisk godt kunne have lagt til side…
NĂĄ, men pĂĄskelørdag besluttede mit kun godt 3 ĂĄr gamle “Gram” køl/frys, som min moder i sin tid finansierede for mig, fordi hun kunne, at dø. Elektronikken stillede sig selv pĂĄ noget Holiday-mode – biiip – sĂĄdan cirka hvert tiende sekund, fordi det jo netop ikke var en brugervalgt indstilling. PĂĄskelørdag kan man simpelthen ikke fĂĄ fat i en reparatør, med mindre man bor pĂĄ landet og “kender nogen”. Det gør jeg ikke. Bor pĂĄ landet. Eller kender nogen. Længere.
Jeg tænker langsigtet. Prøver. SĂĄ ud over, at jeg købte noget i den allerebedste energiklasse, købte jeg “dansk”. Hele lortet bliver i dag lavet i Polen, og min forrige “Gram”-søjle holdt kun i otte ĂĄr. Førhen holdt den slags glad og gerne i bĂĄde 15 og 20 ĂĄr. Tre ĂĄr denne gang, og jeg gav seks tusind for lortet. Skousen, hvor jeg altid handler, beklagede selvfølgelig – hvad andet kan de gøre. Næh, det er sgu ikke dem, jeg er sur pĂĄ.
NĂĄ, tirsdag kunne jeg sĂĄ endelig fĂĄ fat i en servicetekniker. Jeg ved ikke ret meget om kinesisk vandtortur, men jeg tror, et køleskab, der i 2½ døgn bare stĂĄr og udstøder det ene “biiip” efter det andet, kommer derhen ad. Alle lorteminderne om de gange, min mad bare gik til, sad millimeter under huden. Oveni det skulle jeg sĂĄ lige have overskud til dels at være kæreste med jordens mest vrøvlede – men dejlige – mand. FĂĄ hĂĄndbrækket mor hjem og undervejs sørge for stærk medicin, fise pĂĄ apotek og hvad har vi.
Det var umuligt at købe noget “ordentligt” som erstatning for Gram. Endte med et alt for lille køleskab og en endnu mere for lille fryser – det mĂĄ hjælpe sig, for det er her, og det virker. Hurra. Eller noget. Heldigvis virkede fryseren til det sidste, sĂĄ i stedet for at smide ud, kunne jeg sende Lars hjem med to svingende fulde bæreposer med mad i mange afskygninger. Denne gang slap jeg dog for den harske lugt af optøet fattigdom.
Den gamle stress og angst, der lå lige under overfladen, bider. Og nej. Jeg mistede ikke al min mad denne gang, men min krop og psyke reagerer, som var det sket igen. Den gamle afmagt skyller ind over mig i tonstunge tidevandsbølger.
Jeg er så træt, at jeg ikke engang magter at skrige. Mandag skal jeg i krig med at få baggårdskattene neutraliseret. Jeg magter ikke, jeg orker ikke. Men jeg skal. For der er bare ikke andre til at gøre det.
