Title

11. April 2010

Et justitsmord, der blev opklaret

Skrevet af Hende selv kl. 11:10

Da “Station 2″ for nylig genoptag sagen, kunne jeg godt svagt huske noget med en 15-årig pige, der var blevet voldtaget af tre drenge på et banegårdstoilet. Jeg kan huske, at allerede da sagen var aktuel, var min første tanke: “Hvad fanden laver en 15-årig pige overhovedet på et banegårdstoilet sammen med tre drenge?”…

I retten afviste drengene, at der havde været tale om voldtægt, men den ene erkendte at have haft samleje med pigen, som i øvrigt havde fået omkring 17,- for ulejligheden.

Det er så ikke lovligt. For selvom prostitution er tilladt, må umyndige ikke sælge seksuelle ydelser. Men den paragraf kom slet ikke i brug under retssagen, for dommeren havde – har han senere erkendt – simpelthen ikke fantasi til, at en 15-årig pige frivilligt har sex med en fremmed for en tyver og lader to andre kigge på. Det har jeg sådan set heller ikke fantasi til. Men da det kun er et par år siden, medierne bugnede med historier om den slags, så jeg bliver jo nødt til at erkende, at jo, det forekommer åbenbart.

Næh, i stedet fik alle tre drenge ubetingede fængselsstraffe. Og kun fordi den enes bror vidste, at nej! Sådan er min bror ikke, gik han i gang med sin egen efterforskning. Værktøjet var selvfølgelig internettet. Og som mange så på TV2 den mandag aften, indrømmede pigen blankt, at der ikke havde været tale om voldtægt, men at hun egentlig bare havde set sig sur på den ene af de tre; ikke engang ham, hun havde haft sex med. Og nej, det var da ikke så godt, de alle tre var kommet i fængsel, men det kunne hun lissom ikke forholde sig til – hun var jo nødt til at holde fast i sin historie…

Som alle jo troede på, fordi hun var indfødt dansker; tilmed datter af en jurist ved retten i Kolding. Knægtene var jo bare nogle indvandrere… Som godt nok ikke tidligere havde været i konflikt med loven og stille i roligt var i gang med deres respektive uddannelser. Præcis det, vi så gerne helt generelt vil have vores unge mennesker til og da i særdeleshed vore unge indvandrere. Men – vi ved jo allesammen, hvordan det er med de indvandrere – ikke! Fordomme har de fleste af os jo nok af. Jeg har skam også mine – blandt andre havde jeg ærlig talt forventet, at en jurist havde opdraget sin datter betydeligt bedre!

Det er på mange måder en tragisk sag. Godt er, at de tre unge mænd nu er løsladt – det var justitsmord. Jeg håber, de får en fornuftig erstatning. Men deres liv er på mange måder ødelagt. Á propos danskere og fordomme gør vi jo også meget i ordsprog. Og der går jo sjældent røg af en brand… Siger vi.

Pigen er så hjemfalden til straf, som det hedder. Strafferammen for mened er fire år. Hun har nok mere brug for professionel hjælp til at få hold på sit liv og sine værdier, inden det er uigenkaldeligt for sent.


  1. Deborah siger:

    Jeg bliver godt gammeldags gal i skralden over sådan “en forkælet snothvalp”, der åbenbart ikke ejer sans for noget som helst!! Som du skriver, ville min fordom også være, hun var bedre opdraget. Jeg er i skrivende stund ret ligeglad med, hvad hun behøver, og synes hun i den grad fortjener at komme i fængsel – hun var jo ikke for fin til at sende drengene derhen!! Argh!!

Lyst til at sige noget?

*
Skriv antispamordet du kan se her.
Click to hear an audio file of the anti-spam word