Nu snart som officiel kattemor
I efterÃ¥ret, da vejret rigtig begyndte at blive kedeligt, slog “Missemor” sig igen ned i min baggÃ¥rd. De andre gange, hun for en stund har haft ro – og mad – her med sine killinger, er hun efter nogen tid vandret videre pÃ¥ sin hjælpeløse søgen efter tryghed og ikke mindst mad.
Det er hun ogsÃ¥ denne gang. Vandret videre – sammen med den ene af efterÃ¥rets to killinger. Den anden blev her, to andre unge katte er kommet til. De har det herligt sammen, leger og tumler og sover i én stor bunke, nÃ¥r trætheden kommer over dem.
Og sÃ¥ æder de naturligvis ikke mindst. Jeg ved godt, jeg ikke skulle være begyndt at fodre dem. Men jeg kan ikke sidde lunt og godt og nyde min mad, nÃ¥r katte, andre har haft taget til sig og dernæst brutalt kasseret igen, gÃ¥r sultne rundt lige neden for mit køkkenvindue. For jo – missemor var faktisk tam og kælen som bare pokker, da først hun var sikker pÃ¥, at jeg ikke ville hende noget ondt.
Jeg er pensionist, og heldigvis ikke sÃ¥ dÃ¥rligt stillet, at jeg selv behøver leve af kattemad. SÃ¥ jeg vil godt have de tre pÃ¥ kost. Samtidig er jeg nødt til at sørge for, at de ikke bliver til flere. Hvilket de ellers netop har rigtig gode forudsætninger for, fordi de jo er i fin foderstand…
Fat i Horsens kommune, som det viste sig samarbejder med “Inges Kattehjem”, som lokalt igen samarbejder med Lund Dyreklinik om dette stykke dyreværnsarbejde. Det bliver dyrt. Hvor dyrt ved jeg ikke helt endnu, da jeg faktisk ikke ved, hvem der er hunner og hanner i den lille flok. Det er selvfølgelig billigere at fÃ¥ kastreret en hankat, end det er at fÃ¥ en hunkat neutraliseret. Og jeg kunne jo vælge den nemme løsning og nøjes med “mine” hunkatte – men det ville jo bare være at tørre killingeproblemet af pÃ¥ nogle andre.
Tre fælder er bestilt – dem skal jeg betale et depositum pÃ¥ 300,- pr. stk. for. Det er helt i orden. Men sÃ¥ kom næste hurdle – der er cirka fem kilometer til Lund, og jeg har jo hverken kørekort eller bil. Det er jo logisk, at jeg skal godkende, om det er de rigtige katte, vi fanger. NÃ¥, men den tyggede Susanne pÃ¥ dyreklinikken ganske kort pÃ¥ – hun har da en kollega i Horsens – med bil. Vi finder ud af noget pÃ¥ mandag.
Billigt er det som sagt ikke, selv om der gives et tilskud pÃ¥ 250 kroner per kat. Til gengæld beholder dyreklinikken kattene, til stingene er taget, og de smÃ¥ bæster bliver øremærkede ved samme lejlighed. SÃ¥ bliver de genudsat til det bedste katteliv, de efter omstændighederne kan fÃ¥. Regelmæssig fodring, ly for vejr og vind – og vigtigst af alt – ikke det ene kuld killinger, ingen vil have, efter det andet.
For hele verden elsker jo en killing, men hvem har brug for endnu en kat? Jeg har ikke; til gengæld er jeg klar over det ansvar, jeg pÃ¥tog mig, da jeg begyndte at fodre. Jeg har sÃ¥mænd tidligere været medlem af “Sønderborg og omegns kattelaug” i mange Ã¥r. Det er i dag en del af netop “Inges Kattehjem”, og selvfølgelig melder jeg mig da ind igen.
Og regningen bliver i praksis delt i tre. For selvfølgelig er min mor og min kæreste da lige så bløde i bolden om hjertet, når det kommer til hjælpeløse dyr. Det er helt fint. Men hvor kunne jeg godt tænke mig, at mange flere, der helt enkelt har meget bedre råd, tog samme medansvar!
9. April 2010 kl. 11:04
Det er stort det du gør, hvis flere bare var som dig. Det er forkasteligt når folk bare tager kattekillinger til sig og bare smider dem ud igen som var de affald. Jeg kan ikke med sådan noget, det knuser mit hjerte hver gang jeg hører om forladte eller vanrøgtede dyr.
Begge mine katte er “redninger”. Den ældste skulle som killing have været aflivet hvis ingen ville have hende. Jeg stod tilfældigvis lige og gerne ville have kat igen, sÃ¥ selvfølgelig skulle hun med mig hjem.
Min yngste var en halvstor sommerhuskilling min daværende veninde fandt, men ikke selv kunne have, da hun selv havde to. Så trådte jeg til, for jeg havde længe tænkt på at skaffe en kat nummer to.
Begge misser er steriliseret, øremærket og lever nu et totalt luksusliv som dronninger af jordhulen og jeg har bare de dejligste kæledyr i denne verden
9. April 2010 kl. 11:47
Jeg vil som sådan overhovedet ikke have kat, men hund. Det har jeg så ikke råd til, fordi en hvalp er alt for dyr. Jeg tør ikke tage en interneret hund. Andre lyver om, hvorfor hundene ender der. Og i praksis er det umuligt at finde andet end kamphundeblandinger på internaterne!
Nu fÃ¥r vi styr pÃ¥ baggÃ¥rdskattene. Det største problem er jo sÃ¥dan set, at vi ikke selv kan fange dem – jeg har ellers transportkasser fra Fiemissens tid.
10. April 2010 kl. 07:06
Bravo! Der er ganske rigtigt alt for mange katte, der fører en kummerlig tilværelse med slagsmÃ¥l, sult og tidlig død. Jeg ønsker dig held og lykke med at fÃ¥ “bæsterne” indfanget.
11. April 2010 kl. 06:23
Rigtig flot at du tager ansvar for de smÃ¥ mislinger – jeg har selv 9 af slagsen som har adopteret mig – de hjælper mig sÃ¥ til gengæld med at holde muse- og rottebestanden nede
Jeg er ked af at du stempler internat-hunde som
11. April 2010 kl. 09:38
… hov der forsvandt resten
… Jeg synes du skulle give det en chance 
Det jeg ville sig om internathunde var, at på internaterne er man meget opmærksomme på, om hundene er egnede til at komme til et nyt hjem. De bliver undersøgt af dyrlæge og bliver også adfærdstestet. Man kan heller ikke bare lige gå ind og hente en hund. Der bliver indgående spurgt til hvad, hvordan og hvorfor omkring din interesse for at adoptere en hund. Vi har hentet en rottweiler på et internat, og hun har det strålende
11. April 2010 kl. 09:48
Hej Margrethe – ja, jeg kunne godt se, der manglede noget. Tænkte, at det nok dukkede op. Jeg ved godt, der gøres et fint stykke dyreværnsarbejde rundt om pÃ¥ internaterne, men de sidste mange gange, jeg har tjekket deres hjemmesider, har der stort set kun været store hunde af tvivlsom blanding – slet ikke noget, jeg kan tumle.
De gange, der har været noget, der sÃ¥ rigtigt ud, har det typisk været pÃ¥ et internat pÃ¥ Sjælland. Her har man ikke villet holde hunden tilbage, til jeg kunne fÃ¥ arrangeret bil og chauffør – og jeg kører selvfølgelig ikke til den anden ende af landet, blot for evt. at konstatere, at den hund, der sÃ¥ rigtig ud pÃ¥ billederne, blev hentet for en time siden.
For nok har jeg haft hund(e) i over 30 Ã¥r, men finder jeg en internathund, er det jo ikke nok, den ser sød ud – den skal ogsÃ¥ kunne lide mig jo
11. April 2010 kl. 14:15
Næ, Selvfølgelig skal tingene hænge sammen for alle parter. Vi var heldige at internatet tættest pÃ¥ os havde en hund vi kunne li’ og som kunne li’ os ;0)
12. April 2010 kl. 11:40
Duuuuu!!
Jeg kender en der har en ESS på to år til omplacering.
Var det evt. noget ???
12. April 2010 kl. 11:52
Hejsa 5-6 – du var af uransagelige Ã¥rsager røget i spamfilteret. Alt det her WordPress er stadig meget nyt for mig, sÃ¥ bær venligst over.
Hvad er en ESS? En spaniel? Hvis ja, er det en lidt for aktivitetskrævende hund for et par halvgamle pensionister, og her er for langt til grønne områder, hvor sådan en rigtig kan strække ud og tumle.
12. April 2010 kl. 12:41
Ha..ha… Jeg er spam afvist alle steder
Ja. Det er en spaniel.
Hvilken race kunne du tænke dig?
12. April 2010 kl. 14:57
Nu fiskede jeg dig ud igen – mÃ¥ lige have fat i Anja om, hvordan det gøres mere permanent.
Allerhelst en puddelblanding – de er intelligente og nemme. Og kan – ved jeg af erfaring – se endog højst forskellige ud *G*