Selv om hun ikke repræsenterer mit parti, har jeg i nogle år set et vist håb i socialdemokraternes socialpolitiske ordfører, Mette Frederiksen. Hun virkede præget af en oprigtig social indignation og drevet af en vilje til at forandre. Det håb røg på gulvet med et brag, da jeg i torsdags lyttede til “P1 Business”.

Og det er selvfølgelig ikke, fordi jeg har spor imod konceptet om at yde, før man kan nyde. Slet ikke. Men åbenbart modsat den små Mette færdes jeg i den del af virkeligheden, der blandt andet er befolket af kontanthjælpsmodtagere i de laveste matchgrupper. Jeg skal helt undlade at kloge mig på de særlige problemstillinger, “danskere med anden etnisk baggrund” slås med, for bortset fra, at jeg engang var på kursus med en vældig sympatisk iransk kvinde, og vi stadig hilser hjerteligt, når vi mødes rundt om i Horsens, er det en verden, jeg ikke har nogen som helst berøring med. Selvfølgelig ikke, fordi jeg ikke vil, men jeg færdes ikke i kredse med nydanskere og ligefrem opsøge dem for at lege halal-hippie ligger mig uendelig fjernt.

Kort fortalt synes Mette Frederiksen, at det er synd for mennesker i de laveste matchgrupper, at de ikke arbejder for føden. Det er det sådan set også, fordi arbejde giver den frihed, der følger med en anstændig løn. Valgmuligheder, handlefrihed… Problemet er bare, at i Mettes verden skal disse mennesker slet ikke have løn. Nej de skal arbejde for overhovedet at beholde den kontanthjælp, det er næsten umuligt at leve af år ud og år ind. Det er jo klart, de ikke passer ind på almindelige arbejdspladser – og da slet ikke i en tid, hvor flere og flere sunde, raske og særdeles velkvalificerede mennesker oplever at stå med en fyreseddel i hånden – og ingen udsigt til nyt job. Hvor mennesker med betydeligt større “restarbejdsevne” i forvejen venter år ud og år ind på et fleksjob, der bare ikke findes…

Mette mener, at alle kan noget. Og det er også rigtigt, men det er bare ikke altid noget, en arbejdsplads efterspørger – og da langt mindre vil betale for. Det ved hun så godt, så hun vil have oprettet såkaldte “sociale arbejdspladser”. Den idé er som udgangspunkt også udmærket – ingen kan vel lade være med at synes, at et initiativ som “Specialisterne”, hvor autister gør det, de netop qua deres særlige handicap er usædvanlig gode til, er dejlige!

Da jeg gennem årene på kontanthjælp stille og roligt rykkede ned gennem matchgrupperne, erhvervede jeg imidlertid ingen særlige færdigheder på højde med for eksempel en autists unikke evne til koncentration og fordybelse i detaljen… Jeg erhvervede derimod en totalt invaliderende panikangst, der gjorde, at jeg reelt intet kunne! Det ville ikke have gavnet mig på nogen måde, at prisen for mine almisser var, at jeg for eksempel stillede en time om dagen for at rydde op på en børnehaves legeplads. Jeg ville ikke have kunnet sove natten før af angst for ikke at kunne møde op. I forvejen var jeg heldig, når det lykkedes mig at få fire sammenhængende timers søvn. Og spekulationerne over, hvordan fanden jeg så skulle klare mig uden den dags almisser ville have stresset mig så voldsomt, at jeg i løbet af ingen tid ville være rendt ind i endnu en af de depressioner, jeg desværre åbenbart har genetiske anlæg for at udvikle…

- Dertil kommer så, at jeg som udgangspunkt faktisk ikke har lyst til at rydde op på en legeplads – hvad skulle der gå af pædagogerne ved selv at gøre det sammen med børnene? Moderne børn er sgu i forvejen overcurlede – vi skal ikke lære dem allerede i børnehaven, at de bare kan rode løs, så kommer der et undermenneske og rydder op!

Jeg tror ikke, jeg gennem tiden har været den eneste kontanthjælpsmodtager i en lav matchgruppe, der ikke kan holde det “hattedameri” ud, der ligger implicit i at skulle ud på en “normal” arbejdsplads uden løn. Da jeg stadig kunne, ville jeg skidegerne arbejde – men på lige fod – ikke som et socialt eksperiment, de mere heldige kunne føle sig selvgode over at deltage i… For hånden på hjertet – det er jo alt for tid sådan det bliver i praksis – ikke!

I Kolding kommune har man i øvrigt allerede sådan en “social arbejdsplads”. “Legeparken” hedder den – ligger smukt ved Slotssøen og er sikkert et dejligt sted for børn og deres forældre… Her har man i årevis tvunget bistandsklienter i de laveste matchgrupper til at “arbejde for føden”. Fravær modregnes time for time – årsagen er komplet underordnet! Det er kun et par år siden, kæresten min var millimeter fra at miste sin lejlighed gennem ti år, fordi han lå brak med medicinbivirkninger. For god ordens skyld tilføjer jeg så lige, at man i den situation faktisk ikke har lov at sige nejtak til at prøve ny medicin, selv om man på forhånd ved, der er stor risiko for, at bivirkningerne langt overskygger den positive effekt.

Det siger jo sig selv, at en sådan “social arbejdsplads” ikke bringer mennesker ét skridt nærmere “varig, ustøttet beskæftigelse”. Ni ud af ti har alvorlige misbrugsproblemer, som der mere eller mindre bliver set gennem fingre med. Den tiende – som så på det tidspunkt var min kæreste – er jo så håbløst udenfor det fællesskab, der for de andre handler om at drikke bajere, ryge hash, eller hvad der nu måtte være aktuelt…

Jeg synes faktisk, Mette Frederiksen skulle prøve – naturligvis mod kontanthjælp – et halvt års tid et sted som “Legeparken” i Kolding. Hun har jo små børn, og hver gang et af dem var syge, og der ikke lige var nogen, der kunne træde til, jamen så skulle hun jo trækkes en dags bruttohjælp. Det samme naturligvis, hvis hun selv blev syg – så kunne hun måske lære det?!

Lære, at virkeligheden er meget mere nuanceret, end hun har fantasi til. Lære, at der, hvor hun med sin politiske indflydelse skal sætte ind – ikke er at svinge pisken unødigt over de, der har færrest ressourcer. Lære, at mennesker, der ender i den laveste matchgruppe, ikke nødvendigvis er født der. Måske blev de – som jeg – bare syge. Men i og med, at der ingen indsats er i forhold til at få de højeste matchgrupper tilbage på arbejdsmarkedet, inden der støder andre sociale problemer til end ledighed – var vi nok mange, der raslede ned gennem grupperne!

For gu’ får man da sociale problemer, når man år ud og år ind må overleve på omkring hundrede kroner i døgnet, når de allermest nødvendige, faste udgifter er betalt. Da jeg var i “aktivering” til gengæld for mine almisser, fik man godt nok omkring en tier ekstra i timen. Bare ikke, hvis man i forvejen fik §34 til hjælp til den del af huslejen, der oversteg – dengang – 1.900 kroner. Som loven opererede med, man kunne få en lejlighed for. Det kan man sgutte engang leje et kælderværelse for her i byen! Jeg gav det dobbelte for en beskeden to-værelses med eget køkken og bad. Fik man §34, blev “beskæftigelsestillægget” modregnet, så faktisk gik jeg ned i indtægt, når jeg var i aktivering – uden at min – rimelige – husleje af den grund blev sat ned!

Jeg tror, vi skal have nogle flere på førtidspension! Det er jo for pokker ikke en livstidsdom! Skulle underet ske – at man genvinder sin fulde arbejdsevne, har man da naturligvis sin fulde, personlige frihed til senere at vælge pensionen fra og i stedet finde sig et fuldtidsjob. Jeg kender faktisk en enkelt, der har kunnet det! Men for de fleste – mig selv inklusive – er det desværre nok en utopi. Det kan jeg godt leve med – jeg har, selv om jeg har haft jobs, jeg har været rigtig glad for, aldrig primært hentet min identitet i min titel på arbejdsmarkedet. Synes faktisk, det er lidt synd for de mange, der ikke føler sig noget værd uden titel og lønarbejde.

Jeg har det ikke særlig godt for tiden! Kronificeret stress er desværre en livstidsdom. Og selv om jeg naturligvis gør mig umage for at “passe på mig selv” er jeg jo kun i såre begrænset omfang herre m/k over, hvad der sker i resten af min nære, omgivende verden. I årene på kontanthjælp kunne jeg jo også være lige så motiveret, jeg være ville – jeg løb konstant panden mod en massiv mur af ligegyldighed i forhold til mit – vel egentlig rimelige – ønske om at komme – videre!

Jeg er så “heldig”… Efter næsten ni år på kontanthjælp efter, at jeg blev syg og røg ud af systemet, fik jeg bevilget førtidspension per 1. december 2008… Min økonomi er fortsat meget stram, men den kan hænge sammen, også selv om jeg afdrager 7% brutto til “Skat”. Jeg havde ikke råd til licens i alle de år jo…

Men jeg vil fandeme ikke være med til, at mennesker i de laveste matchgrupper skal stresses ihjel. Det er en ommer, Mette!

I mange, mange år har jeg døjet med voldsom, periodisk svimmelhed. Det er jo ikke noget, der kan ses på én, og mere end én gang har jeg syrligt fået skudt i skoene, at ja, det er da vel nok praktisk sådan at kunne gemme sig bag det, når der er noget, man ikke har lyst til…

Jeg kan så sige, at ja, det ville måske være praktisk. Men det har ikke noget med virkeligheden at gøre. Siden i går er der for eksempel ikke ret meget, jeg hellere har villet end cykle en tur i Bilkas Havecenter (ti minutter herfra) og købe spanske margueritter og andet godt til gården. Virkeligheden er bare, at det kan jeg ikke, fordi det endnu engang føles, som om jeg har vat i hele venstre side af kraniet, og selv ganske små, praktiske opgaver kræver en nærmest uhyggelig koncentration. Det er ikke let, når verden ikke står stille…

Og nej, det er ikke verdens undergang. Jeg har smøger, mælk og kattemad nok, og Bilka har åbent igen i morgen. Men for pokker, hvor jeg hader det. Ikke mindst fordi jeg aldrig ved, om det går over om et øjeblik – eller varer i ugevis. Det stresser mig – og stress gør det kun værre. Jojo, jeg ved det, men derfra og så til at kunne bryde den onde cirkel alene ved viljens kraft – er der et godt stykke vej…

Når banale hverdagsting som at lave en kande kaffe pludselig bliver en kraftanstrengelse af koncentration, bliver man træt. Dødtræt. Normalt har jeg ikke det store søvnbehov – i nat snuppede jeg uden besvær 14 timer. Natten før ti…

Min plan er at tage til Kolding på torsdag og holde weekend med kæresten. Inklusive et 1. maj-arrangement i parken lige henne om hjørnet. Billy Cross, som jeg altid har haft en svaghed for, spiller igen i år, og jeg synes egentlig, jeg helt generelt trænger til at lufte de røde faner igen. Og såmænd også til at være sammen med ham, jeg elsker. Men bitter erfaring siger mig, at hvis svimmelheden og den medfølgende panikangst igen har bidt sig fast for en tid, kan jeg godt skyde en hvid pind efter det.

Det er pissetræls, og jeg er ked og negativ i dag. Men ellers går det godt…

Min fru moder lider af en ubehagelig, neurologisk sygdom, der hedder narkolepsi. En forstyrrelse i hjernens søvncenter, der blandt andet medfører, at hun har nogle grimme black-outs. Det skete også i påsken, hvor hun var så uheldig at brække sin højre hånd.

Hun tog så på skadestuen i Odense, hvor de satte bruddet sammen og lagde en gang gips, som skulle sidde i fem uger. Hjemme i Horsens skulle hun så kontakte det lokale sygehus for opfølgning. Inden hun kom hjem, fik jeg fat i vores fælles læge for at få ordineret noget kraftigt smertestillende til hende. Alle, der har prøvet det, ved, hvor ondt sådan et brud gør i nogle dage…

Nå, men takket være Post Danmark kom brevet med tiden på kirurgisk ambulatorium først efter, at min mor skulle have været der… Så er der jo ikke noget at sige til, at udeblevne patienter er et voksende problem – de får jo ikke en chance. Ny tid blev booket, og denne gang kom brevet frem i tide, så onsdag var min mor til kontrol ude på Sundvej. Hun havde stadig – to en halv uge efter uheldet – meget, meget ondt, og det, vi kunne se af armen for gipsen, var sort, gult og blåt…

Og det tror da pokker. For røntgen viste, at bruddet var skredet helt vildt, så i skrivende stund er hun indlagt for at få opereret sin hånd på plads.

Så sidder jeg og klør mig i nakken… For hvorfor gjorde de ikke det på OUH dér påskelørdag? Har kassetænkningen bragt os helt derud, hvor det enkelte sygehus i videst muligt omfang prøver at tørre udgifter af på andre sygehuse? Som jeg ser det, er det jo helt vanvittigt, at noget så forholdvis banalt som en brækket hånd nu skal koste en indlæggelse, fordi der ikke blev taget ordentlig hånd (sorry) om uheldet i første omgang. Her og nu har OUH måske sparet nogle penge – men dem kan de da hurtigt komme af med igen, hvis de får en tilsvarende patient smidt i nakken fra skadestuen i for eksempel Horsens.

Dertil kommer så den “lille detalje”, at min mors sygeperiode selvfølgelig bliver forlænget væsentligt af dette her. Bevares, hun er pensionist og forsømmer således ikke noget arbejde af den grund. Men det er da et tilfælde! Der er da ikke noget at sige til, at sundhedsudgifterne går amok!

Hvis jeg undervejs kortvarigt skulle glemme, hvorfor jeg egentlig er blevet førtidspensionst… Skal der ikke de store udsving i hverdagen til for at minde mig om det.

Bare noget dybest set så banalt som at få baggårdskattene indfanget og neutraliseret har drænet mig totalt for energi. I gamle dage var det jo sådan noget, jeg ville have ordnet i en del af frokostpausen…

Det lykkedes kun at fange to ud af tre – dermed røg mængderabatten på 250,- pr. kat desværre. Til gengæld viste det sig, at det var to hankatte, vi fik – og det er jo noget billigere at få dem onduleret. Så nu er de: Undersøgt for katte-aids, vaccinerede, øremærkede, neutraliserede samt har fået ormekur for en samlet pris af kr. 2.301,75.

Hertil kommer, at Lund Dyreklinik velvilligt først leverede fælderne, dernæst hentede kattene og i morgen bringer dem hjem igen.

Og jo det er sgu mange penge for førtidspensionister. Men de er givet godt ud. Dels er det simpelthen underholdende at have kattene i baggården, dels gør de gavn i forhold til rotter og mus. Vi bor tæt på åen og har gamle, elendige kloaksystemer, så det med rotter er vi nødt til at tage seriøst.

Jeg skal da være ærlig nok til at sige, at havde jeg vidst, det var hanaktte, havde jeg ikke haft helt så travlt med at få dem indfanget og neutraliseret. Men det er jo dobbeltmoral, for det ville bare være at tørre killingeproblemet af på nogle andre. Så det er sgu helt fint det her.

Tirsdag morgen startede med, at løven, som selvfølgelig er hidkaldt til lejligheden, mente, jeg burde køre i “Steens Jagt & Fiskeri” og indkøbe en komplet storvildtjæer-udrustning til ham. De havde imidlertid ikke åbent endnu, så i stedet blev kattefælderne klargjort og stillet op rundt om i gården.

Der gik mindre end et kvarter, så var lille Puk gået i. Et kvarter mere, så var Gråmis med de hvide poter også fanget. Hu-hej hvor det gik.

Lidt senere ser jeg en fremmed kat – ensfarvet sølvgrå med hvide poter – være meget interesseret i den sidste fælde. Eller nåja, nok mest i maden selvfølgelig. Siger til Kim, at nu skal vi da passe på, den ikke går i.

Lidt senere siger han, at nu har vi sgu fanget den grå med hvide poter. Jeg tænker selvfølgelig ikke på “vores” Gråmis – den var jo allerede i buret – men på den forkerte. Kim tænker dernæst, at nåja, så har vi da fanget en forkert kat – og slipper Gråmis løs igen…

Så status er i skrivende stund – uret i min WP er to timer bagefter – at vi har one down, two to go. Men den rigtige Gråmis er da ikke mere skræmt af morgenens oplevelser, end han just har møget sig i mig forårsbed, så ham skal vi nu nok få.

Den tredje har været her og inspicere burene – så galt været helt inde i et af dem. Men da det ærlig talt er lidt noget gammelt skrammel, smækkede det ikke.

Nå, vi har helt til i morgen tidlig, så vi krydser fingre…

Nåja, foreløbig er vi kun i den indledende fase. Jeg har modtaget tre fælder, der står i baggården og venter. Alt her i samfundet er jo tilrettelagt efter, at vi alle bare har bil og kørekort. Godt nok har jeg en gang ejet en Fiat 600, men kørekort får jeg aldrig.

Heldigvis er mennesker, der brænder for en sag, altid usædvanligt hjælpsomme. Så selvfølgelig kunne det lade sig gøre, at Trine fra Lund Dyreklinik på vej hjem fra arbejde tog fælderne med. De er fint store i forhold til, at katten kan komme til at tilbringe endda nogle timer der. Fungerer efter et såre simpelt, mekanisk princip. Og har den fordel, at skulle jeg af vanvare fange en forkert kat, kan jeg selv lukke den ud igen.

Vi fodrer minimalt i aften. Sætter dernæst fælderne ud i morgen tidlig, så der er et døgn at løbe på, inden de bliver hentet igen. Om alt går vel har vi tre neutraliserede, øremærkede og vaccinerede baggårdskatte hjemme igen først i næste uge.

Prisen kan jeg ikke lide at tænke på, men har man sagt A…

Da “Station 2″ for nylig genoptag sagen, kunne jeg godt svagt huske noget med en 15-årig pige, der var blevet voldtaget af tre drenge på et banegårdstoilet. Jeg kan huske, at allerede da sagen var aktuel, var min første tanke: “Hvad fanden laver en 15-årig pige overhovedet på et banegårdstoilet sammen med tre drenge?”…

I retten afviste drengene, at der havde været tale om voldtægt, men den ene erkendte at have haft samleje med pigen, som i øvrigt havde fået omkring 17,- for ulejligheden.

Det er så ikke lovligt. For selvom prostitution er tilladt, må umyndige ikke sælge seksuelle ydelser. Men den paragraf kom slet ikke i brug under retssagen, for dommeren havde – har han senere erkendt – simpelthen ikke fantasi til, at en 15-årig pige frivilligt har sex med en fremmed for en tyver og lader to andre kigge på. Det har jeg sådan set heller ikke fantasi til. Men da det kun er et par år siden, medierne bugnede med historier om den slags, så jeg bliver jo nødt til at erkende, at jo, det forekommer åbenbart.

Næh, i stedet fik alle tre drenge ubetingede fængselsstraffe. Og kun fordi den enes bror vidste, at nej! Sådan er min bror ikke, gik han i gang med sin egen efterforskning. Værktøjet var selvfølgelig internettet. Og som mange så på TV2 den mandag aften, indrømmede pigen blankt, at der ikke havde været tale om voldtægt, men at hun egentlig bare havde set sig sur på den ene af de tre; ikke engang ham, hun havde haft sex med. Og nej, det var da ikke så godt, de alle tre var kommet i fængsel, men det kunne hun lissom ikke forholde sig til – hun var jo nødt til at holde fast i sin historie…

Som alle jo troede på, fordi hun var indfødt dansker; tilmed datter af en jurist ved retten i Kolding. Knægtene var jo bare nogle indvandrere… Som godt nok ikke tidligere havde været i konflikt med loven og stille i roligt var i gang med deres respektive uddannelser. Præcis det, vi så gerne helt generelt vil have vores unge mennesker til og da i særdeleshed vore unge indvandrere. Men – vi ved jo allesammen, hvordan det er med de indvandrere – ikke! Fordomme har de fleste af os jo nok af. Jeg har skam også mine – blandt andre havde jeg ærlig talt forventet, at en jurist havde opdraget sin datter betydeligt bedre!

Det er på mange måder en tragisk sag. Godt er, at de tre unge mænd nu er løsladt – det var justitsmord. Jeg håber, de får en fornuftig erstatning. Men deres liv er på mange måder ødelagt. Á propos danskere og fordomme gør vi jo også meget i ordsprog. Og der går jo sjældent røg af en brand… Siger vi.

Pigen er så hjemfalden til straf, som det hedder. Strafferammen for mened er fire år. Hun har nok mere brug for professionel hjælp til at få hold på sit liv og sine værdier, inden det er uigenkaldeligt for sent.

Der, hvor jeg voksede op, blev der drukket meget. Ikke specielt i mit hjem, men generelt. Det gør der stadig, for vi snakker om Als, hvor det for de fleste er lige så naturligt at smutte en tur over grænsen som en tur i føtex. Jeg tror såmænd ikke, der er flere alkoholikere i grænseegnene end andre steder, men der bliver lidt hurtigere sat et par øl på bordet, når der kommmer gæster, end der i hvert fald gør de andre steder, jeg har boet. Og fred være med det.

Da jeg var teenager, var vi selvfølgelig ingen engle. Der blev drukket alkohol – med forældrenes fulde viden og accept. Bare ikke så tidligt som hos mange unge i dag. For eksempel var der – selvfølgelig da – ikke en dråbe alkohol ind over “sidste skoledag” i 1978. Jo, til festen om aftenen tog lærerne ansvaret for, at de, der havde lyst, måtte få et par genstande. Men det var så også III Real, vi var færdige med, og vi var en 16-17 år.

Det kom bag på mig som stedmor, at “issuet” for min stedsøns vedkommende allrede kom op i sjette klasse: Måtte de drikke alkohol til fester? Det kom også bag på skolen, som først havde tænkt sig at tage emnet op skoleåret efter. Men nu blev vi nødt til at tage den dér. Og til min glæde var vi et flertal af forældre, der absolut ikke så nogen grund til, at vores børn drak alkohol – det kunne sgu tids nok komme. Men der var naturligvis også en skræmmende minoritet, der da ikke kunne se det store problem ved, at 11-12-årige fik et par glas…

“Herregud, de skal jo alligevel lære det før eller siden”, var argumentet? – Men skal de nødvendigvis det? Danske unge har intet mindre end verdensrekorden i druk. Det synes jeg sgu ikke, vi som nation kan være særlig stolte af.

Ind imellem lader politikerne da også, som om de ønsker at gøre noget ved det. I dag skal de unge vist være fyldt 16 år for at kunne købe alkohol henne i Brugsen. Jamen det er jo noget pjat, når de stadig skal være 18 for at kunne få serveret på et værtshus.

Og nej, jeg var da ikke fyldt 18, da jeg begyndte at gå i byen. Og jeg har faktisk aldrig oplevet ikke at kunne købe en øl eller en pernod og cola. Første gang, jeg blev bedt om at vise legitimation på stamstedet, var faktisk dagen efter min 18-års fødselsdag. Det morede både betjenten og jeg os meget over, kan jeg huske…

Virkeligheden var jo, at vi ikke brød os specielt meget om alkohol, og virkeligheden var da også, at vi sammenlignet med dagens unge havde yderst få penge mellem hænderne. Det var absolut heller ikke trendy at drikke, til man brækkede sig – det var skideflovt! Så alt i alt var det ikke noget større problem. Det med unge mennesker og alkohol. På Als dér for godt 30 år siden.

Anderledes ser det unægtelig ud i dag, hvor sprutten er camoufleret i søde læskedrikke – lige til at gå til. Det appellerer især til de unge piger, der ellers ikke ville drikke, fordi de hverken kan lide øl eller vin. Men “Bacardi Breezer”, “Smirnoff Ice” og ikke mindst “Somersby” – det glider jo ned, som var det kun sodavand.

Nu vil politikerne så stramme op igen. Nu skal de unge så være 18 for at købe alkohol – også i butikkerne. Men man vil da meget bekvemt liige undtage alkoholiske drikke med en volumenprocent på under 5. Og ja, du gættede rigtigt, det friholder nemlig lige præcis de førnævnte sprutsodavand, som er det, de unge drukmåse bæller allermest af.

Jojo moral er godt. Politikernes dobbeltmoral åbenbart endnu bedre.

Du har nok set det på dit fjersyn. Reportager fra hjem, hvot beboeren ikke længere kunne følge med. Det er jo ikke noget, man taler om… De vil jo alligevel ikke hjælpes.

Jeg lever dør om dør med det. Bliver nødt til at tale om det. Prøve at gøre noget. Det er min hjerneskadede mor, jeg bliver nødt til at tale om.

- Anybody out there? Nej, jeg tænkte det nok! Aj men ved I hvad, jeg smutter da også lige hen i sofaen og strikker et par små “fikse” halsklude, hverken jeg eller andre har brug for. Men jeg strikker dem. Fordi jeg kan! Om ikke andet køber jeg en ny sofa.

Undervejs laver jeg en kande kaffe og cykler – fordi jeg kan – hen på tanken efter en ekstra citronmåne. Gnask…

For jeg er den eneste i blogland, der lever i virkeligheden? Ikke kan blive ved at udskyde alt, til der er lavet endnu en kande kaffe, gnasket endu en citronmåne…

I må sgu da være nogen derude, der i det mindste engang har været levende, før det hele gik op i selv-iscenesættele, citronmåner og designegarn?

Jeg hører gerne fra jer, for jeg er ved at gå i stykker. I noget, der er hinsides alt det pis, blogland går op i.

Mandag eftermiddag kan jeg så fortælle, hvordan det er er at være nødt til at prøve at få en nær pårørende tvangsindlagt. Bare rolig, I behøver ikke læse det! Lise-Lotte har sgu nok strikket nok et par halsklude, I kan falde i svime over. Bare så I ikke får noget galt i halsen!

I efteråret, da vejret rigtig begyndte at blive kedeligt, slog “Missemor” sig igen ned i min baggård. De andre gange, hun for en stund har haft ro – og mad – her med sine killinger, er hun efter nogen tid vandret videre på sin hjælpeløse søgen efter tryghed og ikke mindst mad.

Det er hun også denne gang. Vandret videre – sammen med den ene af efterårets to killinger. Den anden blev her, to andre unge katte er kommet til. De har det herligt sammen, leger og tumler og sover i én stor bunke, når trætheden kommer over dem.

Og så æder de naturligvis ikke mindst. Jeg ved godt, jeg ikke skulle være begyndt at fodre dem. Men jeg kan ikke sidde lunt og godt og nyde min mad, når katte, andre har haft taget til sig og dernæst brutalt kasseret igen, går sultne rundt lige neden for mit køkkenvindue. For jo – missemor var faktisk tam og kælen som bare pokker, da først hun var sikker på, at jeg ikke ville hende noget ondt.

Jeg er pensionist, og heldigvis ikke så dårligt stillet, at jeg selv behøver leve af kattemad. Så jeg vil godt have de tre på kost. Samtidig er jeg nødt til at sørge for, at de ikke bliver til flere. Hvilket de ellers netop har rigtig gode forudsætninger for, fordi de jo er i fin foderstand…

Fat i Horsens kommune, som det viste sig samarbejder med “Inges Kattehjem”, som lokalt igen samarbejder med Lund Dyreklinik om dette stykke dyreværnsarbejde. Det bliver dyrt. Hvor dyrt ved jeg ikke helt endnu, da jeg faktisk ikke ved, hvem der er hunner og hanner i den lille flok. Det er selvfølgelig billigere at få kastreret en hankat, end det er at få en hunkat neutraliseret. Og jeg kunne jo vælge den nemme løsning og nøjes med “mine” hunkatte – men det ville jo bare være at tørre killingeproblemet af på nogle andre.

Tre fælder er bestilt – dem skal jeg betale et depositum på 300,- pr. stk. for. Det er helt i orden. Men så kom næste hurdle – der er cirka fem kilometer til Lund, og jeg har jo hverken kørekort eller bil. Det er jo logisk, at jeg skal godkende, om det er de rigtige katte, vi fanger. Nå, men den tyggede Susanne på dyreklinikken ganske kort på – hun har da en kollega i Horsens – med bil. Vi finder ud af noget på mandag.

Billigt er det som sagt ikke, selv om der gives et tilskud på 250 kroner per kat. Til gengæld beholder dyreklinikken kattene, til stingene er taget, og de små bæster bliver øremærkede ved samme lejlighed. Så bliver de genudsat til det bedste katteliv, de efter omstændighederne kan få. Regelmæssig fodring, ly for vejr og vind – og vigtigst af alt – ikke det ene kuld killinger, ingen vil have, efter det andet.

For hele verden elsker jo en killing, men hvem har brug for endnu en kat? Jeg har ikke; til gengæld er jeg klar over det ansvar, jeg påtog mig, da jeg begyndte at fodre. Jeg har såmænd tidligere været medlem af “Sønderborg og omegns kattelaug” i mange år. Det er i dag en del af netop “Inges Kattehjem”, og selvfølgelig melder jeg mig da ind igen.

Og regningen bliver i praksis delt i tre. For selvfølgelig er min mor og min kæreste da lige så bløde i bolden om hjertet, når det kommer til hjælpeløse dyr. Det er helt fint. Men hvor kunne jeg godt tænke mig, at mange flere, der helt enkelt har meget bedre råd, tog samme medansvar!